Projekt "Gadekær"

Krønge.

 

 

Ca. 150 meter vest for Krønge Kirke ligger der en nedlagt branddam. Dammen og det tilhørende område ejes af Holeby kommune. Kommunen har for 2 år siden tilbudt Krønge beboerforening at overtage området, men vi takkede umiddelbart nej, pga. de store udgifter der var forbundet med oprensning og efterfølgende vedligeholdelse af området. Et af problemerne var at vi ikke kunne køre ned i dammen med almindelige maskiner, da der hele vejen rundt er støbt cementkant. Området bærer stærkt præg af mangel på vedligeholdelse. Cementkanterne er ved at falde ind i dammen og rækværket er i miserabel forfatning - flere steder knækket og væltet.

 

 

Gennem gentagne diskussioner i beboerforeningen og med beboerne i området, er vi blevet enige om at tage projektet op igen. Vi kunne i byen tænke os området lagt ud som et rekreativt område, ikke mindst til gavn for byens ældre og andre, som i det daglige har besvær med at komme til kommunens grønne områder. Med andre ord, en omlægning og forskønnelse af dette område, til gavn for alle beboere i Krønge, og ikke mindst en visuel forbedring, når turister og eventuelle tilflyttere, kigger på dette lille område i kommunen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vores tanker med dammen er at få nedrevet det meste af cementkanten og udjævnet skrænterne, undtagen den del der ligger mod nord og en lille del af den der ligger mod øst, så området visuelt tager sig ud som et sø/gadekær område frem for en firkantet branddam. Sikkerhedsmæssigt udgør branddammen som den ligger nu, er potentiel fare for legende børn, der hvis de falder igennem rækværket og ud i dammen, ikke ville kunne komme op igen. Vedligeholdelsesmæssigt vil denne omlægning også være en fordel, da det så ikke er nødvendigt med rækværk og man vil umiddelbart kunne køre ned i dammen, med almindelige maskiner, ved en eventuel oprensning.

 

 

Projektet forestiller vi os opdelt i flere faser.

    

1.    Planlægning og igangsættelse.

2.    Udarbejdelse af projektforslag og tegninger.

3.    Godkendelse af projektet.

4.    Budgetudarbejdelse.

5.    Finansiering og forhandlinger med samarbejdspartnere.

6.    Organisering og fordeling af arbejdet.

7.    Praktisk udførelse af projektet. (Denne fase er vi i nu)

8.    Evaluering.

 

Fase 1:

 

Vi er godt i gang med planlægningen og har haft et møde med Peter Bering, fra Varmings Tegnestue, omkring udarbejdelse af et projektforslag til Krønge "Gadekær".

Vi har modtaget et tilbud fra Varmings Tegnestue på 4600,- ekskl. Moms.

Vi søger landdistriktsgruppen om finansiering af projektforslag og tegninger.

 

Ansøgningen fra Krønge beboerforening er behandlet på et møde i landdistriktsgruppen den 4. april 2002 og blev bevilliget.

 

Fase 2:

 

Den 20. august 2002 har vi modtaget de første skitser fra Varmings Tegnestue. (Bilag 1)

Varmings Tegnestue kommer med et forslag om stensætninger mod nord og mod syd samt skråninger mod øst og vest, samt et rækværk mod syd.

 

Efter diskussion i branddamsudvalget (nedsat af bestyrelsen) er det vores ønske kun at have en stensætning, mod nord. Syd, øst og vestsiden skal etableres som jævnt skrående flader med svag hældning. Samt ikke at opsætte rækværk. Dette grundes med ønsket om et område, der er så vedligeholdelsesfrit som overhovedet muligt. Desuden ønsker vi at bibeholde den lille ø, der ligger midt i søen. Den øverste del af cementkanten rundt om denne skal så fjernes og erstattes med en stensætning.

Disse kommentarer er tilgået Varmings Tegnestue den 11. oktober 2002. (Bilag 2)